kostforum_new2_dk.png
Brugervejledning
Hvad er det for noget mad der skal vælges?
Den mad og drikke som passer til den enkelte er beskrevet i detaljer for alle kostformerne og diæterne. Beskrivelserne er bygget op med udgangspunkt i den samme skabelon. Dvs. de indeholder information om indikationer, mål for behandlingen, principper bag kostformen/diæten, fordeling af måltider, valg af (sammensatte) levnedsmidler, dagskostforslag, portionsstørrelser, indholdslister, behov for vitaminer og mineraler, praktiske råd og litteratur samt links.

Valg af (sammensatte) levnedsmidler er opdelt i følgende kategorier:
spis/drik hyppigst - dvs. de levnedsmidler der bør indgå en eller flere gange i dagens måltider – evt. i begrænset mængde
spis/drik af og til - dvs. de levnedsmidler der kan indtages mindre hyppigt – dvs. en til flere gange i løbet af ugen og altid i begrænset mængde
spis/drik meget sjældent - dvs. de levnedsmidler der kan indtages ved festlige lejligheder og altid i begrænset mængde
frarådes - dvs. de levnedsmidler der ikke bør/skal indtages
Som udgangspunkt er det de samme levnedsmidler der er beskrevet/medtaget gennem hele materialet.
Dog er enkelte levnedsmidler nævnt et/få steder, hvis det har speciel relevans for den pågældende kostform/diæt.

Opdelingen i de 4 kategorier, er valgt for alle kostformerne og diæterne – også selvom der for nogles vedkommende mere er tale om tilvalg eller fravalg. Det gælder fx for en del af diæterne ved nyresygdomme og mave-/tarmsygdomme samt ved tygge-/ og synkevenlig kost. For disse kostformer og diæter er det anført, at oversigten over Valg af (sammensatte) levnedsmidler skal sammenholdes med modtagernes ernæringstilstand når dagens måltider planlægges.