Målgruppe
Den Nationale Kosthåndbog 2010 indeholder alle oplysninger om, hvilken mad raske og syge i alle aldersgrupper har brug for.
Kosthåndbogen er rettet mod personer, der enten har ansvaret for eller arbejder med kosten. Det kan være enten i behandlingsøjemed eller ved almindelig bespisning i institutioner som fx plejehjem, hjemmeplejen og dag- og døgninstitutioner.Kosthåndbogens målgruppe er økonomaer, professionsbachelorer, kliniske diætister, ernæringsassistenter, læger, sygeplejersker, sygehjælpere og andet kostansvarligt personale samt undervisere og studerende. Materialet er ikke beregnet til udlevering til patienterne eller de ældre.
Indhold
Den Nationale Kosthåndbog indeholder retningslinier for forskellige kostformer og diæter, herunder baggrund for kostform, valg af fødevarer, forslag til menuer, illustrationer osv. Kostformerne og diæterne er målrettet 3 grupper:
- Syge børn (0-17 år)
- Syge voksne
- Ældre
Valget af kostform eller diæt til den enkelte baseres på en individuel vurdering af ernæringstilstand og forekomst af risikofaktorer. Læs mere på siderne om
Screening.
Diæter hvor der mangler klinisk dokumentation for deres relevans, er udeladt. Det gælder fx skånekost, stomikost, jernrig kost m.fl. Desuden er det valgt ikke at medtage undersøgelsesdiæter (dvs. diverse kostformer til røntgen, fedtfikserede diæter, laktose- fri diæt, eliminationsdiæt osv.).
Endelig er kræsekost ikke nævnt, idet udgangspunktet for de medtagne kostformer og diæter er, at de indgår i den øvrige aktive behandling af modtageren.
Litteratur
Ved udarbejdelsen af Den Nationale Kosthåndbog er der taget udgangspunkt i
- Anbefalinger for den danske institutionskost
- Uden mad og drikke…
- Vejledning til læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, sygehjælpere og kliniske diætister
- Screening og behandling af patienter i ernæringsmæssig risiko
- Nordiske Næringsstofanbefalinger 2004.
Kosthåndbogen er desuden baseret på fælleskosthåndbøger fra hhv. Nordjylland og Ringkøbing amt. Desuden er der hentet inspiration i diverse andre kosthåndbøger (fra bl.a. Rigshospitalet, Skejby Sygehus, Amtssygehuset i Gentofte, Roskilde Amtssygehus, Helsingør Sygehus og Århus Kommunehospital).
Se mere om links og litteratur ved de enkelte kostformer og diæter mv.